Play the music, and feel it in your heart
Love Christina

Credit: Tumblr

Her på det sidste har jeg følt mig lidt glemt. Jeg er stadig ny indenfor ræset om at være flyttet hjemmefra. Jeg har egentlig vendt mig til det, også alligevel ikke. Jeg er idiot til at passe på mig selv. Jeg har handlet ind så få gange at det kan tælles på en hånd – og har altså boet ude i 2 måneder (!!!). Måske har jeg ikke været klar til at flytte hjemmefra, det hele skete så hurtigt og under kaotiske forhold. Men jeg skal jo også lære at være selvstændig, lære at passe på mig selv, hvilket altid har været et stort problem for mig. Det er underligt at føle, at man ikke er en del af sin egen familie længere, bare fordi man er flyttet hjemmefra. Selvfølgelig er man stadig en del af dem, men man er der jo ikke sammen med dem, som man har været van til førhen. Man er ligesom ikke en del af det familieliv, som de resterende medlemmer er. Jeg ved ikke rigtigt hvad min pointe med dette udsagt er. Kort sagt føler jeg mig bare glemt….. og utrolig alene.

Pictures: weheartit

You have to put up with the risk of being misunderstood if you are going to try to communicate. You have to put up with people projecting their own ideas, attitudes, misunderstanding you. But it’s worth being a public fool if that’s all you can be in order to communicate yourself.

Det er underligt – sad og kiggede en masse gamle indlæg i gennem og faldt over dette, som jeg skrev helt tilbage i 2009. Fik lyst til at dele det med jer, da jeg egentlig stadig føler sådan. Så langt er jeg kommet….. 

22.12.09 - Complicated

Egentlig ville man så inderligt gerne ligge ansvaret over i andres hænder. Give dem ansvaret for de ting du aldrig har eller fik gjort. Men det er jo ikke deres ansvar. Det er ikke deres problem. Selvom man så inderligt ønskede at det var.. Når det kommer til stykket så er man alene. Alle mennesker er alene. De står med deres eget liv i hænderne, deres eget ansvar og handlinger. Lige meget hvor tæt de er på et andet menneske, vil det aldrig kunne blive dette menneskes ansvar. Jeg har gjort sådan med få mennesker mange gange. Måske fordi jeg er for svag til selv at stå med mit eget ansvar i hånden. Eller for svag til at gøre noget ved det. Men de har det med at blive en så stor del af mit liv, at jeg regner med dem på den måde. Når jeg så en dag får et wake up call, og indser at sådan fungere verden bare ikke lille Christina. Så slår det mig. Den eneste man i virkeligheden har, er sig selv. Hvor meget kan man i virkeligheden forvente af andre mennesker? Kan man forvente alt. Det ville jeg ønske man kunne. Jeg er alt for god til at støtte mig alt for meget op af andre mennesker. Og hvis de har en stor del af mig i hænderne, og taber den del – får jeg et helvedes besvær med at finde det hele igen og samle det. Og jeg vil aldrig kunne samle det som det var før. For det former sig anderledes, alt efter hvem der har haft det mellem hænderne. Folk er så forskellige. Ingen er ens. Og ene og alene af den grund er det særdeles underligt at jeg har, kunne finde mere end en person der har, kunne komme så tæt på mig.

Jeg vil så gerne være en del af noget. En del af noget der får mig til at føle mig speciel. Jeg hader ikke at have noget fast at falde tilbage på.