I har nok kunne se, at jeg har været dårlig til at blogge den seneste tid. Jeg har haft utrolig meget i tankerne, hvilket jeg stadigvæk har. Jeg er flyttet til Vesterbro med C, hvilket jeg har glædet mig til utrolig længe. Følelsen af at, lukke døren til den gamle lejlighed på H.C. Ørstedsvej, var fantastisk. At forlade det gamle, for at åbne døren indtil det nye. Åbne døren indtil et liv med min bedste veninde. Hvor mange gange vi ikke har snakket om at flytte sammen, de sidste mange år? Det er jo utroligt. Og nu er det sket! Det er fantastisk. Så udefra set, burde det hele jo være perfekt, problemet er bare, at det er det ikke. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor jeg skriver alt det her, for så mange følger med, og mange jeg kender i virkeligheden, men som egentlig ikke ved det.. Men på den anden side er det min blog. Min dagbog. Helt tilbage i 2009, hvor jeg startede den op som anonym blogger, brugte jeg den til at komme ud med mine følelse. Hvad der ikke ligger af billeder, digte og følelser.. Jeg har i den seneste tid gået med en klump inden i, det gør ondt. Jeg er begyndt ikke at kunne være alene. Det startede for 2 uger siden. En fredag aften, hvor jeg var alene, intet var umiddelbart galt, men jeg brød sammen. Var helt knust. Og siden har jeg grædt hver gang jeg har været alene hjemme. (Sorry C, for not telling you…). Det er altså ikke normalt, og jeg forstår ikke hvorfor jeg har det sådan her nu. Jeg har en ide om, at da jeg boede i den anden lejlighed, var jeg stortset aldrig alene. Jeg havde altid veninder på besøg og sjov sjældent alene. Og skete det, at jeg var alene en aften, blev jeg også hurtigt ked af det. Jeg tror jeg er nød til at lærer mig selv at være alene igen. Engang elskede jeg at være alene. Jeg havde brug for de stunder. Og det føler jeg egentlig at jeg stadigvæk har, men jeg bliver bare alt for ked af det. Oven i alt dette, har jeg også svært ved at tage mig sammen i skolen. Der foregår så mange ting, og der er eksamener og utrolig meget læsning. Til gengæld er jeg begyndt at tegne igen! Når jeg tegner bliver jeg faktisk glad. Jeg bliver glad for at se, at det faktisk bliver meget pænt! Men alt det her, er egentlig bare rent tankerod. Min hjerne kører på non-stop, og nogle gange ville jeg ønske jeg kunne slukke for den, inden det koger helt sammen. Når alt dette er sagt, har jeg dog også ting jeg er glad for, for tiden. Ting og folk der gør mig glade. Det må I ikke glemme og I ved selv hvem I er! Jeg håber ikke at I, søde læsere, tager det her for hårdt, men modtager det med sød hånd. Er lidt trætte af stalker og hater kommentarer. Srsly, har I ikke andet at tage jer til?? Men okay, jeg har en blog, så jeg har vel selv bedt om, at nogle bare ikke kan finde ud af at opfører sig ordentligt, når de kommentere i et kommentarfelt.
Nu ved I hvorfor min blogging har været lidt halv hjertet her på det sidste. Men jeg lover at vende tilbage. Med solen kommer smilet frem. Smilet som jeg har savnet og vil dele med jer!
KH Christina
