I 1998, da jeg var 9 aar gammel, fik jeg af vide af mine instuktoere at hvis jeg ville rykke op paa et bedre hold, skulle jeg tabe mig mindst 3 kilo. Det skal lige siges at jeg altsaa var 140 cm. hoej og vejede 30 kilo, hvilket er meget normal for en 9-aarig. Men selvfoelgelig ville jeg rykke op paa et bedre hold, jeg skulle jo vaere beroemt, saa jeg gik i gang med at tabe mig. Jeg startede med at skaere slik ud af min kostplan, men efter tre dage havde jeg stadig ikke tabt mig, saa jeg bestemte mig for at springe morgenmaden over. Der var altid enormt travlt hjemme hos mig om morgnen, saa min mor lagde sjaellent maerke til at jeg ikke spiste morgenmad, og hvis hun endelig gjorde, tog jeg bare et stykke frugt i haanden og sagde at jeg ville spise det i skolen, men som regel smed jeg det i den foerste skraldespand i skolen. Der skete stadig ikke meget med min vaegt, saa jeg bestemte mig for at skaere ned paa stoerrelsen af mine portioner, og motionere efter maden. Efter det raslede kiloene af mig, og jeg vejede endelig de 27 kilo som jeg skulle for at rykke op, og jeg var lykkelig.

Da de tre kilo var vaek, taenkte jeg at det ikke kunne skade hvis jeg nu tabte 2 kilo mere, saa ville jeg jo vaere meget lettere, og blive endnu bedre end alle de andre. Saa jeg forsatte med at spise mindre og mindre, og motionere mere og mere. Jeg var altid sulten, men sulten gjorde mig ligesom “hoej” det var noget af det mest fantastiske jeg nogen sinde havde oplevet. Min mor og far blev bekymrede over at jeg blev ved med at tabe mig, jeg altid var traet og at jeg naesten altid var svimmel, det var jo ikke normalt for en i min alder, og naar de spurgte mig om det, sagde jeg at jeg ikke vidste hvorfor. Saa min mor tog mig med til laegen for at finde ud af hvad der var galt. Jeg gennemgik en masse tests, men de kunne ikke finde noget galt med mig, saa min laege sendte os til en diaetist, saa hun kunne planlaegge en kostplan saadan at jeg kunne begynde at tage paa. Jeg var meget imod alt det hun foreslog, men var bange for at sige noget, saa jeg sad bare og nikkede.

Til aften fik vi noget af det der stod paa min nye kostplan, da der var serveret sad jeg bare og stirrede paa tallerknen, mens tanker floej rundt i mit hoved. Min mor blev ved med at sige, spis nu, men jeg sagde at jeg ikke var sulten. Vi sad og diskuterede i en halv time, foer jeg endelig tog en bid, og for hver bid blev min mor naesten noed til at tvinge den i mig. 2 timer senere var hun traet af at diskutere med mig, og jeg havde spist halvdelen af den mad der laa paa tallerknen, saa hun bestemte sig for at det var nok. I en hel uge var hvert maaltid saadan, jeg naegtede at spise, og hun sad og truede mig med diverse ting hvis jeg ikke gjorde, hun endte altid med at vinde, og jeg fik maden ned.

Men jeg tabte mig ikke, for jeg spiste jo stadig normalt, og kastede kun op naar jeg havde et af mine mad “orgier”. Og jeg besluttede mig for at jeg jo ligesaa godt kunne kaste op hver gang jeg havde spist. Og selv om min vaegt igen begyndte at gaa ned, var jeg ikke tilfreds. Jeg var frustreret over at jeg ikke kunne kontrollere mig selv, og bare lade vaer med at spise, det var det jeg ville, jeg ville have den foelse tilbage, den foelse som gjorde mig “hoej”. Men det var ikke saa nemt som foerste gang, og det tog mig ca. et halvt aar at vende tilbage til mine gamle vaner. Jeg spiste naesten ingenting, det jeg spiste kom op igen, og jeg motionerede som en gal. Mine instruktoere var meget tilfredse med min indsats, og roste mig altid. Min familie var derimod bekymrede. Jeg var 11 aar, 148 cm. hoej, og vejede 24 kilo. Jeg var undervaegtig.

Jeg kom igen til laegen, denne gang en anden, og han stillede diagnosen anoreksi. Han mente at jeg sagtens ville kunne blive rask med terapi, og at jeg ikke behoevede at blive indlagt, eller droppe balletten. Jeg startede nogen dage efter hos en psykolog, som aldrig foer havde haft en patient med en spiseforstyrrelse.
Terapien hjalp ikke meget, jeg blev ved med at tabe mig, og fik det vaere og vaere. Da jeg i juni 2000 besvimede mens jeg var til ballet, blev jeg indlagt med en vaegt paa 18 kilo. Det hospital som jeg blev indlagt paa havde ikke nogen speciel afdeling for spiseforstyrrelser, saa jeg kom paa den boerne psykiatriske afdeling. Jeg naegtede at spise den mad som blev serveret, og efter to dage fik jeg lagt en sonde, som jeg fik “mad” igennem. Men saa snart sygeplejersker og laegen var vaek, trak jeg sonden ud, det var enormt smertefuldt, men det var i mine oejne lagt bedre end at blive fed. Efter at have udfoert det trick et par gange, endte jeg med at faa en sygeplejerske til at holde oeje med mig 24/7. Jeg maatte ingenting.

4 maaneder senere blev jeg udskrevet, men en vaegt paa 30 kilo. Min mor havde bestemt sig for at vi skulle flytte, hun var bange for at hvis jeg kom hjem til det jeg kendte ville jeg bare faa det vaere igen. Saa turen gik til Danmark, hvor min mor er fra. Min lillesoester ville ikke med, hun syntes ikke at det var fair at hun skulle flytte vaek fra alle sine venner, og alt det hun kendte, det var jo mig som var syg, saa hun blev boende hos min far.

I sep. 2000 flyttede mig og min mor ind i en lille lejlighed paa Noerrebro, som mine mors foraeldre havde skaffet. Og jeg startede i 7. klasse. Jeg ved godt nu at min mor gjorde det hun troede var bedst for mig, men at flytte til et nyt land, hvor jeg ikke kendte nogen, og ikke engang talte sproget, var ikke det som jeg havde brug for. Jeg vendte hurtigt tilbage til mine gamle madvaner, men var denne gang bedre til at skjule det. Min mor havde travlt med sit nye arbejde, og fik hurtigt en kaereste som hun ogsaa brugte meget tid paa. Saa hun lod mig vaere i fred, og lagde ikke saa meget maerke til mine madvaner. Hun troede jo jeg var rask.

Jeg laerte hurtigt dansk, og klarede mig rimelig godt i skolen. Men jeg fik ikke rigtig nogen venner. Folk var soede nok, og proevede altid at faa mig med til fester og med i byen osv. men jeg havde ikke tid til venner, jeg havde nok i min spiseforstyrrelse. Den optog alt min tid, og mad var det eneste jeg taenkte paa.

I foraaret 2001 blev jeg igen indlagt, denne gang paa en speciel afdeling for spiseforstyrrelser. De var uddannet til at hjaelpe os, og de var ikke saa nemme at narre. Efter 3 maaneder gav jeg op, og indvilgede i at spise og tage paa. Og efter 8 maaneder blev jeg udskrevet. Jeg havde faktisk faaet det bedre, jeg havde stadig mange tanker omkring min vaegt og om mad, men jeg spiste nogenlunde og kunne nogenlunde holde min vaegt paa 38 kilo. Jeg begyndte at faa nogen venner, maaske ikke de bedste af slagsen, de var rimelig fucked up, lidt ligesom mig. De drak meget, nogen af dem tog ogsaa stoffer, jeg begyndte ogsaa at drikke en del, men holdt mig dog fra stofferne.

I maj maaned 2002, var jeg paa besoeg hos min far i et par uger. Og der skete den stoerste tragedie af alle. Min elskede lillesoester begik selvmord, hun var kun 12 aar.

Jeg var rimelig opsat paa at nu ville jeg blive rask, jeg ville have mit liv tilbage. Saa jeg blev frivilligt indlagt paa en behandlings klinik for spiseforstyrrelser. I starten gik det rimelig godt, det var haardt, men jeg var villig til at kaempe for det. Jeg blev meget deprimeret, og begyndte paa anti depressiv medicin. Jeg gav endnu engang op, jeg var traet af at skulle kaempe mod mine tanker, jeg var traet af det hele. Saa jeg blev “smidt ud” fra behandlings centeret, fordi en af reglerne var at man selv ville vaere der, og var villig til at blive rask, og det kriterium opfyldte jeg ikke laengere.

Lidt over en maaned senere endte jeg paa hospitalet fordi jeg blev ved med at besvime, jeg gennemgik en masse tests for at se hvordan mit helbred havde det. 3 dage senere, havde jeg et moede med overlaegen og min far. Han sagde: “Callie, der er ikke nogen nem maade at sige det her paa, saa jeg kan lige saa godt sige det lige ud. Din krop er meget oedelagt, dine organer fungerer ikke laengere som de skal, du har knogler som en paa 80, og dit hjerte kan snart ikke klare mere. Du vil aller hoejest have 3 maaneder tilbage at leve i!”