Det er underligt – sad og kiggede en masse gamle indlæg i gennem og faldt over dette, som jeg skrev helt tilbage i 2009. Fik lyst til at dele det med jer, da jeg egentlig stadig føler sådan. Så langt er jeg kommet….. 

22.12.09 - Complicated

Egentlig ville man så inderligt gerne ligge ansvaret over i andres hænder. Give dem ansvaret for de ting du aldrig har eller fik gjort. Men det er jo ikke deres ansvar. Det er ikke deres problem. Selvom man så inderligt ønskede at det var.. Når det kommer til stykket så er man alene. Alle mennesker er alene. De står med deres eget liv i hænderne, deres eget ansvar og handlinger. Lige meget hvor tæt de er på et andet menneske, vil det aldrig kunne blive dette menneskes ansvar. Jeg har gjort sådan med få mennesker mange gange. Måske fordi jeg er for svag til selv at stå med mit eget ansvar i hånden. Eller for svag til at gøre noget ved det. Men de har det med at blive en så stor del af mit liv, at jeg regner med dem på den måde. Når jeg så en dag får et wake up call, og indser at sådan fungere verden bare ikke lille Christina. Så slår det mig. Den eneste man i virkeligheden har, er sig selv. Hvor meget kan man i virkeligheden forvente af andre mennesker? Kan man forvente alt. Det ville jeg ønske man kunne. Jeg er alt for god til at støtte mig alt for meget op af andre mennesker. Og hvis de har en stor del af mig i hænderne, og taber den del – får jeg et helvedes besvær med at finde det hele igen og samle det. Og jeg vil aldrig kunne samle det som det var før. For det former sig anderledes, alt efter hvem der har haft det mellem hænderne. Folk er så forskellige. Ingen er ens. Og ene og alene af den grund er det særdeles underligt at jeg har, kunne finde mere end en person der har, kunne komme så tæt på mig.

Jeg vil så gerne være en del af noget. En del af noget der får mig til at føle mig speciel. Jeg hader ikke at have noget fast at falde tilbage på.

Dedication
..to all those lost souls who have forgotten to believe in the immensity of love.

When you feel it, really deeply in your heart – you breathe it.

This is why your art matters

Flugten

Natten er hvor vi flygter. Vi er på en evig flugt, fra vores øjne lukker i og fra det øjeblik hvor vi ikke er i stand til, at åbne dem igen; når de er for tunge til at bringe os tilbage til virkeligheden. Vores tanker er et andet sted. Hvordan skal vi kunne flygte, når vi bliver forfulgt af mareridt hele natten, i det eneste øjeblik, hvor vi kan flygte fra virkelighedens smerte. Energien bliver suget ud af os, og når vi vender tilbage til virkeligheden; føles det som en evighed, og samtidigt et minut. Alt hvad vi har oplevet den nat, har drænet os noget så ekstremt, at det føles som en evighed – men samtidigt er vi aldrig nået til det stadie hvor vi har kunne give os fuldstændig hen til søvnens magt – og ladet os nyde af, at være væk fra verden for en stund; indtil vi igen åbner øjnene, og ser at vi befinder os hvor vi sidst huskede vi var.

Fortæl med glæde med hvad I synes :-)

Flugten

Natten er hvor vi flygter. Vi er på en evig flugt, fra vores øjne lukker i og fra det øjeblik hvor vi ikke er i stand til, at åbne dem igen; når de er for tunge til at bringe os tilbage til virkeligheden. Vores tanker er et andet sted. Hvordan skal vi kunne flygte, når vi bliver forfulgt af mareridt hele natten, i det eneste øjeblik, hvor vi kan flygte fra virkelighedens smerte. Energien bliver suget ud af os, og når vi vender tilbage til virkeligheden; føles det som en evighed, og samtidigt et minut. Alt hvad vi har oplevet den nat, har drænet os noget så ekstremt, at det føles som en evighed – men samtidigt er vi aldrig nået til det stadie hvor vi har kunne give os fuldstændig hen til søvnens magt – og ladet os nyde af, at være væk fra verden for en stund; indtil vi igen åbner øjnene, og ser at vi befinder os hvor vi sidst huskede vi var.

skrevet af mig.