Sødeste sødeste Cassie!

I dag var jeg ude og spise frokost med Cassie, to af hendes veninder og C – for imorgen rejser Cassie til England, for at tage en bachelor på 3 år! Det var en egentlig mere trist end forventer, at skulle sige farvel; det gik hurigt og var stressende, fordi jeg skulle nå et tog. Men Cassie – hvor vil jeg dog savne dig :-)! En del af mig ønskede selvfølgelig du var kommet på CBS med mig, da jeg hjertens gerne vil have dig herhjemme. Men ærlig talt, tror jeg det er det bedste valg du har gjort dig. Det er en spændenee rejse du kaster dig ud i imorgen, og jeg er sikker på at den bliver helt igennem fantastisk! Jeg (og de andre selvfølgelig), vil savne dig herhjemme. Og du må huske på at du altid kan ringe! Og når det så er sagt, få oprettet dig den Skype profil ASAP ;-)!

Du må ikke fortryde et eneste sekund – for vi er her stadig når du kommer hjem <3

Mange kys og kram fra Stina

Jeg har fået nogle spørgsmål, omkring min tatovering. Så nu vil jeg lave et samlet indlæg omkring den. Faktisk har jeg to tatoveringer, denne her var den første og den anden har jeg fået for nyligt. Begge tatoveringer har en meget stor betydning for mig. Jeg har altid været af den mening, at skulle jeg have en tatovering, skulle det være noget der symboliseret en speciel betydning for mig. Min første tatovering er et citat, som betyder alverdens for mig. Det er citat hele min ungdom er bygget ud fra. Eller jeg har altid skulle huske mig selv på det, efter at have været igennem en længere syg periode. Citat er fra en person af stor betydning, jeg snakker desværre ikke med hende mere, men snakkede med hende i flere år, hende kalder jeg V. Hun gav mig citat en dag, på en lille post-it, hvor hun skrev det og mindede mig om at jeg skulle hænge den op, og kigge på den hver dag. Citatet er: Intet er kun sort og hvidt. Folk der har fulgt min blog, tilbage til dengang hvor jeg var en anonym blogger, vil sikkert kunne huske hvor tit der har stået denne sætning. Og for de skarpe læsere, står den også øverst i højre hjørne.. Hvis i forstiller jer en lang linje, hvor det i den ene ende er uperfekt og i den anden ende er perfekt – er der en masse stops i mellem. Sådan har jeg altid forstillet mig det. Og på samme måde kan man relatere det til sort/hvid, god/dårlig osv. Man skal lære at acceptere tingene, selvom de ikke er perfekte. Ironisk nok, bruger mine nære nogle gange sætningen imod mig. Inden for de ting, hvor jeg netop ikke kan se, at det ikke kun er sort og hvidt. Dengang jeg skulle have lavet den, for lidt over 1,5 år siden – var jeg først inde i City Piercing, eftersom jeg havde hørt de var meget professionelle. Da jeg kom derind, fortalte dem hvad der skulle stå og hvor den skulle sidde. Placeringen havde jeg aldrig været i tvivl om; den skulle i siden, på ribbenene. Både fordi det var et sted jeg kunne skjule, men samtidigt fordi jeg havde en eller anden ide om, at det skulle gøre så ondt så muligt. Så at al den smerte som der også lå i citatet, skulle jeg gennemgå kort igennem smerten ved at få den lavet oven på ribbenene, som var “en sidste gang” jeg var igennem alt det dårlige som hørte til citatet, og at jeg så kunne gå videre derfra. Lytte til citat, føle mig stærk ved det og en gang for alle – komme videre. Den store tatovør, med tatoveringer over det hele, udtrykkede klart at det ville gøre for ondt på mig, tildels fordi jeg var for tynd og fordi det var lige der. Det sted det gjorde allermest ondt. Jeg forlad da stedet, og i noget tid efter overvejede om jeg skulle flytte placering, eller hvad. Men jeg synes det ville være fesent af mig, at få lavet den et andet sted, bare fordi jeg ikke turde holde smerten ud. Også igen, jeg ville jo gerne have at det skulle gøre rigtig rigtig ondt? Kort tid efter, tog C og jeg ind til The Barbar shop, som ligger ved Skindergade. Da fortalte jeg om tatoveringen, og spurgte om det gjorde ondt, hvorefter damen med tatoveringer op og ned af halsen og i hele hovedet, svarede tjoo, lidt gør det da. Naiv som jeg er, tør jeg efter denne udtagelse. Jeg bestilte tid, lagde 500 kr i depositum, og måtte vente i over 2 timer før det var min tid. Det var de længste 2 timer, men da jeg endelig kom under nålet, klemte jeg C’s hånd så hårdt, at det gjorde ondt. Smerten var ulidelig, men jeg var lykkelig da den var færdig. Og jeg elsker den stadigvæk ligeså højt som jeg gjorde dengang, som jeg gør nu.

Skriften er skrevet med håndskrift, da jeg simpelthen synes det er for komisk at vide hvis jeg har “Times New Roman” eller nogen lignende på mig…

Jeg sad og kiggede en masse gamle indlæg igennem. Fra før jeg jeg droppede anonymiteten. Det er utroligt hvor mange følelsesladet indlæg der er. Dengang turde jeg vise hvad der egentlig foregik bag den blege facade, de blå øjne og det røde hår. Det er skræmmende, hvor meget af mig selv jeg har lagt ud. Og som jeg sidder og læser mine daværende følelser, gør det ondt inden i.

“Men i hvert fald, sangen ”Nobody’s home” mindede mig om en speciel dag .. Hvad må jeg ha’ været dengang. 13 år ca.? Maks. 14. Jeg havde endnu engang haft en skænderi med min far. Jeg var blevet rigtig ked af det, og dengang skar jeg jo i mig selv – over det mindste.. Jeg løb ud i entreen, mens jeg hørte min MP3 – åh ja, min højt elskede MP3, elskede den over alt på jorden. Fik aldrig lov til at få en iPod.  Da jeg var på vej ud af døren, kom min mor løbende efter mig. Jeg kan huske hun holdte mig fast, og holdte om mig mens jeg græd og græd. Og mens den sang spillede i mine øre. Så man kan vidst roligt sige at den sang vækker minder. Det var første gang nogensinde min mor holdte fast i mig, og ikke lod mig gå. Første gang og desværre også sidste gang.”

Jeg husker det tydeligt. Som var det i går. Grebet der holdt så fast om mig, som skulle det aldrig forsvinde. Tårerne der dengang gravede dybe ar, som aldrig forsvinder. Læs indlægget her…

Uddrag fra mig. Lev jer ind i det:

Endelig sker det. Jeg ruller frem ad, mens farten tager til. Jeg bliver grebet af spænding, en følelse af liv og overskud. En følelse jeg ikke har haft længe, men nyder hvert sekund af den, når jeg endelig føler den. Spændingen udvikler sig til sommerfugle i maven, da jeg er så spændt på alt, der nu skal til at ske – og så sker det: jeg mærker suset gennem min krop, og med ét, er jeg over jorden. Jeg elsker at flyve, og min største drøm har altid været, at blive pilot. Jeg slår tanken væk, da jeg ved det ikke sker, og det bedrøver mig. Jeg fokuserer på nutiden og glæder mig til fremtiden. Jeg elsker at rejse. Jeg elsker at møde nye mennesker, se seværdighederne, købe små genstande, som for andre synes ubetydelige, men for mig er alt sigende.

If cameras always could capture the moments you can not afford to lose.

Jeg er så splittet imellem hvilken uddannelse jeg skal vælge.

Ang. sabbatår, har mange både spurgt og ikke mindst anbefalet det. Men jeg har det sådan, at hvis jeg finder ud af hvad jeg gerne vil, så glæder jeg mig virkelig til at komme igang med det, jeg kan faktisk ikke vente. Der er ikke noget jeg hellere vil, end at komme væk fra lille Kruse, møde nye mennesker, møde nye omgivelser og fordybe mig i noget jeg faktisk finder fascinerende. Når det så er sagt, misunder jeg dem af mine veninder der er (og skal) ud og opleve verden. Jeg elsker at rejse, og hvor ville jeg ønske jeg kunne tage med dem (specielt i denne kedelige 3.g’s periode). Sascha skal for eksempel afsted d. 1 marts, hun glæder sig, og på vejen hjem skal hun satme også forbi Miami!! Men for ikke at komme ud på et kæmpe sidespring, er min pointe egentlig bare, at hvis jeg ikke ved hvad jeg vil, ville jeg virkelig gerne ud og opleve verden også.

Min drøm fra barns ben af, har altid været at blive pilot. Min morfar var en jægerpilot, og jeg var meget inspireret af ham. Jeg husker tydeligt en af de mange gange, hvor jeg har siddet på hans skød og han har fortalt mig historier i timevis. Det er sådanne minder man altid holder ved, ihvertfald for mit vedkommende. Grundet min fysik, kan jeg desværre ikke blive pilot.. Og hvis man ikke tager uddannelsen indenfor millitæret (hvor du binder dig i 12 år!) – koster det op imod en million kroner. Det er en fed uddannelse, jeg ville ønske jeg kunne gøre det, men jeg må se realiteterne og indse at det kan jeg ikke. Jeg må lære at fokuserer på noget andet.

Siden slutningen af folkeskolen, ville jeg gerne være læge. Jeg ville have et job der gav mening. Hvor jeg gjorde en forskel. Modsat mine forældre, ville jeg ikke bare sidde foran en computer og lave, hvad der efter min mening, virkede som “meningsløst arbejde”… Jeg ville redde liv. Jeg ville være med når alt var værst, når verden var ved at falde sammen, og når et menneske for sidste gang trak vejret, når hjertet sagde stop og øjnene lukker i. Jeg ville være med når al ting så sort ud. Jeg ville være i stand til at vende dette om, jeg ville kunne trylle. Trylle det mørke og dystre til det lyse og livlige. Jeg ville gøre folk glade, se dem lysne op – gøre en forskel for dem, som ingen andre har gjort før..

Nu er det desværre sådan, at jeg ikke har snittet til det. Jeg har derfor overvejet sygeplejerske…selvom det ikke er det samme. Og på en eller anden måde, føler jeg at hvis jeg bliver det, er det fordi jeg ikke kunne blive læge. Og er det rigtigt? Hvis jeg vælger at blive sygeplejerske, skal det være fordi jeg ser mig selv som en sygeplejerske. Og ikke fordi jeg i virkeligheden håber på at blive læge. Det kan man faktisk godt, så skal man søge ind i kvote to, hvis man har gode karakterer osv. på sygeplejerske uddannelsen. Men det ville tage 10 år før jeg ville være en læge så. Som sygeplejerske kan man videreuddanne sig, og specialisere sig indenfor et specielt område. Udover det er der altid brug for sygeplejersker, du kan have jobbet i hele verden, så hvis jeg har lyst til at rejse, er jeg sikret et job. Det er fantastisk at have en uddannelse, hvor du kan rejse ud i verden med den i bagagen. Apropros at have sikret et job…dette gør mig meget i tvivl. Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal vælge uddannelse efter hvad det er der er min egentlige drøm, min personlige interesse – noget jeg rigtig rigtig gerne vil, ELLER – skulle jeg beholde de ting som hobbyer, og tage en uddannelse efter hvor jeg ved, at jeg er sikret et job? Jeg ville utrolig gerne ind på Danmarks Designskole (Dkds), være journalist eller medie grafiker. Som jeg har skrevet om for snart 1,5 år siden, har det at lave hjemmesider og brugen af photoshop været en stor hobby for mig. Jeg elskede det og jeg var god til det!! Jeg siger sjældent jeg er god til noget, for jeg er en usikker person, og har svært ved at vide hvornår jeg er god til noget eller ej.. På dkds er jeg interesseret i netop dette, eller rum og møbel design. Journalist ville jeg også gerne være, da jeg kan lide at skrive og udtrykke mig. De sidste to nævnte kræver en optagelsesprøve. Hvor man laver en hjemmeopgave. På dkds er de meget strenge, og kun de bedste af de bedste får en studieplads. Du kan sågar være kvalificeret til optagelse, og alligevel ikke få en studieplads. Det fede ved den måde at komme ind på, er at du ved at det er noget du kan finde ud af. Du ved du er god og modsat mange andre steder, hvor du kommer ind pga. dit gennemsnit, men måske ikke kan finde ud af studiet, bliver du her bedømt på dine kvalifikationer omkring studiet du søger ind på. Jeg synes det burde være sådan på alle studier. Alle skulle have lov til at komme ind på det ønskede studie, og efter et halvt år blev der taget en prøve, og dem der klarer den går videre, og resten bliver sorteret fra. Sådan gøres det i Frankrig, hvilket jeg finder langt mere fornuftigt end måden vi gør det herhjemme på.

Det er et stort dilemma.